Indlæser Begivenheder
  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Den unge beatpoet Morten Reimar lader denne aften sine ord smelte sammen med tonerne fra tre musikere fra det danske jazzmiljø: Jakob Roland på bas,Pelle von Bülow på guitar og Anders Malta på trombone. De har de seneste år spillet rundt omkring på de forskellige jazzklubber i København, blandt andet på Montmartre, Christiania Jazzclub og La Fontaine.

Kultdigteren Morten Reimars digte er fulde af liv, humor og bevægelse. Som beatpoet med rødder i jazzmusikken bærer hans tekster præg af ægte følelser, knivskarpe billeder og en rytmik der får ordene til at røre på sig.

Han udgav sin første bog, ‘Teenage Jazz’, I 2012, fulgte året efter op med ‘6 zoner fra City’ og året efter ‘På Tirsdag’. Sideløbende arbejder han som journalist og klummeskribent for blandt andre Euroman, Berlingske og Soundvenue.

Han har optrådt på alt fra små caféer til skæve lyriklubber og store festivaller som fx NorthSide. Og selvom han er helt sin egen, er han ikke bleg for at pege på Dan Turèll som sit forbillede.

 

 

Om “Onkel Danny”

Trods sin relativt korte levetid efterlod Dan Turèll (1946-1993) et forfatterskab, der var overvældende af både omfang og betydning. Mere end halvfems udgivelser blev det til, fra de første formeksperimenterende digte via det populære erindringsværk “Vangede billeder” (1975) til de senere års kriminalromaner og avisskriverier. Hertil kom, at Dan Turèll, dels i sine bøger, dels gennem talrige shows og optrædener i radio og tv, bedre end nogen anden dansk forfatter i sin samtid forstod betydningen af at have et image. ‘Onkel Danny’ med de sorte negle og den skaldede isse blev folkeeje. Men hvordan var forholdet mellem forfatteren og hans alter ego? Gennem arkivmateriale og udsagn fra familie, venner og kolleger pejler filmen sig ind på såvel figuren Onkel Danny som mennesket Dan Turèll.