Vi gentager succesen med FILM & FOREDRAG, denne gang i samarbejde med Frederikssund Bibliotekerne.

Virginia Woolf skrev den fascinerende roman Orlando i 1928. 64 år efter, i 1992, blev den filmatiseret, og nu, næsten 30 år efter filmatiseringen og næsten 90 år efter at romanen udkom første gang, er begge stadig relevante at beskæftige sig med. Søndag d. 29.11. vil Ditte Krogh, bibliotekar og litteraturformidler ved Frederikssund Bibliotekerne, fortælle hvorfor Orlando netop i disse år er aktuel som aldrig før. Bliv klogere på, hvem Virginia Woolf var og hvordan hun var påvirket af og påvirkede sin samtid. Hør om temaer og genrer i hendes forfatterskab og nogle af de mange læsninger og tolkninger af Orlando.

Efter foredraget viser vi Sally Potters filmatisering af Virginia Woolfs vidunderlige, feministiske røverhistorie. Orlando handler om et ungt menneske, der lever i 400 år. Først som mand og senere som kvinde. Vi møder Orlando som ung adelsmand ved Dronning Elisabeths I’s hof, og tager afsked med Orlando som ung, selvstændig, moderne kvinde i Elisabeths II’s tid. Historien om den romantiske og androgyne figur, der oplever hjertesorg, venskab, stormende forelskelse, kønsdiskrimination og endelig frigørelse, fortælles med humoristisk vid, nærhed og elegance.

Bestil dine billetter her