Klassikerklubben: Gøgereden

I samarbejde med Frederikssund Bibliotekerne inviterer Parkteatret til klassikerklub, hvor vi dykker ned i både litteraturen og filmens verden.

I anden runde af klassikerklubben går vi på opdagelse i klassikeren Gøgereden. Det gør vi med åben læsekreds onsdag d. 9. november kl. 16.30-17.30 og film & foredrag onsdag d. 16. november kl. 17.30, hvor bibliotekar Ditte og biografdirektør Claus vil introducere filmen. Begge dage foregår i Parkteatret.

Det er gratis og kræver ingen tilmelding at deltage i læsekredsen. Du skal blot læse bogen og møde op.

Billetter til filmen inkl. introduktion, koster 100 kr.

 

Gøgereden handler om den voldtægtssigtede Randall McMurphy, som anbringes i forvaring på en psykiatrisk institution i stedet for at blive sendt i fængsel. Her møder han et system – køligt personificeret af oversygeplejersken Nurse Ratched – hvis metoder han ikke kan forlige sig med. Han opildner de andre patienter til at kæmpe for deres rettigheder og gå imod systemet, men styrer samtidig lukt mod afgrunden.

Romanen er skrevet af den amerikanske forfatter Ken Kesey. Han fik inspirationen til fortællingen på Menlo Parks Veteran Hospital, hvor han havde nattevagter. Romanen udkom i 1962 og blev omgående en succes.

13 år efter instruerede Milo Forman Gøgereden. Det var den første film i 40 år, som vandt alle de fem store Oscars: Bedste film, bedste adapterede manuskript, bedste instruktør, bedste mandlige og bedste kvindelige hovedrolle. I hovedrollen som Randall McMurphy ser vi Jack Nicholson i sin måske stærkeste rolle nogensinde.



Andre filmevents