Klassikerklubben: Tilværelsens ulidelige lethed

I samarbejde med Frederikssund Bibliotekerne inviterer Parkteatret til klassikerklub, hvor vi dykker ned i både litteraturen og filmens verden.

I første omgang skal vi gå på opdagelse i klassikeren Tilværelsens ulidelige lethed.

Det gør vi med læsekreds tirsdag d. 27. september kl. 16.30-17.30 og filmvisning tirsdag d. 4. oktober kl. 17.30, hvor bibliotekar Ditte og biografdirektør Claus vil introducere filmen. Begge dage foregår det i Parkteatret.

Det er gratis og kræver ingen tilmelding at deltage i læsekredsen. Du skal blot læse bogen og møde op.

Billetter til filmen inkl. introduktion, koster 100 kr.

 

I Tilværelsens ulidelige lethed møder vi kirurgen Tomas, der ser på kvinderne med en ulvs grådige blik, inden han forfører dem én efter én. Uanset hvor smukke de er, nægter flanøren at blive hos dem natten over, og da det endelig sker i sengen hos den troskyldige Tereza, bliver han så overrumplet, at han gifter sig med hende. Dog uden at opgive den erfarne elskerinde Sabina, der med et spejl over sin seng tryllebinder ham med sin umættelige erotiske appetit.
Handlingen udspiller sig på baggrund af det tjekkoslovakiske forår i 1968 og russernes dramatiske invasion af landet.

Milan Kundera blev født 1. april 1929 i Tjekkoslovakiet. I 1975 går han i eksil i Frankrig og mister i 1979 sit tjekkoslovakiske statsborgerskab. Først i 2019, som 90-årig, bliver han igen tjekkisk statsborger. Tilværelsens ulidelige lethed er Kunderas mest populære værk, blev udgivet først på fransk i 1985 og først året efter udgivet på forfatterens modersmål.

Filmen er fra 1988 og er instrueret af Philip Kaufman. Han har gennem seks årtier været garant for film med stor indlevelseskraft, og Tilværelsens ulidelige lethed er hans vel nok mest markante.



Andre filmevents