Fra indtryk til udtryk – når kunsten rykker ud

I marts-maj 2021 får seks børnehuse i Frederikssund Kommune besøg af danseren Esther, der afholder hele fem workshops hvert sted med udgangspunkt i at “danse en bog”. Forløbet har fokus på bevægelsesglæde og børns møde med scenekunsten.

Huskunstnerordningen er en del af vores nye virke som egnsteater, hvor vi ønsker at få kunsten ud i byen og give så mange som muligt det direkte møde med kunsten og dens magiske verden.

En lille collage fra da dramaturg Anja Ohlsen var ude og aflevere bøger.

Inden børnehusene får besøg af Esther til den første workshop, har vi været forbi med bogen Fru Strid, så de har mulighed for at læse den på forhånd. Det er forfatter Mette Brahm Lauritsen, der har været så utrolig venlig at donere bøgerne.

Gennem workshopsene skal børnene lære at udtrykke sig gennem dans og bevægelse. De skal udtrykke forskellige følelser og stemninger, der bliver fremstillet i Fru Strid. At arbejde med et æstetisk formsprog, giver børnene mulighed for at udtrykke sig på måder, de måske ikke kan med ord. At udtrykke sig fysisk og æstetisk kan give et andet syn på tingene og mulighed for at sætte sig i andres sted. Gennem denne legende metode tilegner børnene ny viden om, hvordan man gennem krop og stemme kan udtrykke stemninger og følelser, samt fortælle historier.

Efter de første tre workshops skal børnene i teatret og se forestillingen Fru Strid. Vi tror på, at børns møde med scenekunsten får en ekstra dimension, når børnene samtidig får lov at afprøve nogle af forestillingens elementer på egen krop.

Vi er meget glade for, at vi har fået muligheden for at give seks børnehuse denne oplevelse gennem dette huskunstnerforløb, der er støttet af Statens Kunstfond og Center for Børn og Skole i Frederikssund Kommune.

Når bibliotekerne igen åbner, vil vi lave en udstilling om Dans en Bog med scenografi fra forestillingen, samt bøger der kan inspirere til dans og bevægelse – måske hjemme i stuerne 🙂

Vores dramaturg Anja, der har stået for hele huskunstnerordningen, afprøvede konceptet forrige år på Roskilde Bibliotek, som det kan ses på billedet til højre.

Hvis du som medarbejder eller leder på en kommunens skoler eller institutioner vil høre mere om vores sceniske undervisningsforløb, skal du endelig bare kontakte os.

Kontakt

En stor tak til Mette Brahm Lauritsen for at lade os dramatisere hendes skønne børnebog, samt donere bøgerne, som vi har kunne give til børnehusene.