Tættere på drømmen

Parkteatret er ved at transformere sig til Frederikssunds nye kulturhus – stedet med de store armbevægelser, hvor der er plads til alle og hvor inspirationen næres og blomstrer vildt.

Vi vil være stedet med de fantastiske teaterforestillinger, og vi vil være den hyggelige biograf, som frederikssunderne kender så godt.

Vi, Karen Nielsen og Claus Malta Nielsen, overtog biografen Park Bio i sommeren 2016. Park Bio har i 75 år fungeret som biograf i Frederikssund, men med overtagelsen skiftede vi navnet til Parkteatret, da vi nu også huser store teaterforestillinger og fungerer som et kulturelt samlingspunkt i Frederikssund, der står på tre ben: kvalitet, rummelighed og miljøansvarlighed.

Vi har solgt vores hus i Frederikssund og er nu flyttet ind i en lejlighed ovenpå teatret.

Det er en stor udfordring, vi har kastet os over. Men vores hjerter er fulde af mod og vores øjne er klare. Vi tror på det.

Egnsteater

Siden vi overtog Park Bio har drømmen været at huse Frederikssunds Kommunes første egnsteater. I tæt samarbejde med kommunen og med stor opbakning fra lokalsamfundet og branchen er denne drøm gået i opfyldelse og pr. 01. januar 2021 kan vi kalde os Parkteatret – Frederikssund Kommunes egnsteater.

Parkteatrets vision er at være et egnsteater, der producerer forestillinger og projekter, der inddrager borgerne i Frederikssund Kommune. Egnsteatret skal være et teater ’tæt på dig’. Vi vil præsentere vedkommende forestillinger der bevæger, udfordrer, inspirerer og giver publikum håb og identitet.

Som egnsteater vil vi give Frederikssund Kommune et kulturelt løft og en særegen identitet ved at lave forestillinger der stiller spørgsmål, skaber nysgerrighed og giver mod på livet.

Vi er rigtig glade for, at mange dygtige mennesker har lyst til at engagere sig i egnsteatret. Vores bestyrelse består af:

  • Lene Struck-Madsen (formand)
  • Anne Sofie Uhrskov (næstformand)
  • Jesper Wittenburg
  • Agnete Simonsen
  • Lisbeth Klixbüll
  • Annette Kobberup Stougaard
  • Lauge Poulsen
  • Morten Skjelmose
  • Line Herbst

Biograf

Parkteatret vil gerne være stedet for alle, der elsker film. Vi er derfor både med i Biografklub Danmark, men har samtidigt smalle kunstfilm på programmet. Vi sigter efter at tilbyde et kvalitetsudbud, der henvender sig til børn, unge og voksne i alle aldre.

Vi spiller europæiske film, danske film og film fra fremmede kulturer, men naturligvis også gode amerikanske film.

Vi tror på, at et bredt og varieret program giver publikum mulighed for at få øjnene op for den store diversitet, filmbranchen præsenterer. Derfor viser vi også dokumentarfilm, blandt andet i samarbejde med CPH:DOX.

Parkteatret rummer også byens filmklubber, børnehaver, skoler, videreuddannelser og andre grupper, der ønsker særarrangementer.