Fra indtryk til udtryk


I marts-maj 2021 fik seks børnehuse i Frederikssund Kommune besøg af danseren Esther, der afholdte fem workshops udviklet ud fra metoden og fagbogen "Dans en bog".

Forløbet har fokus på bevægelsesglæde og børns møde med scenekunsten.

Huskunstnerordningen er en del af vores virke som egnsteater, hvor vi ønsker at få kunsten ud i byen og give så mange som muligt det direkte møde med kunsten og dens magiske verden.

Foto: Kenneth Jensen

Foto: Kenneth Jensen


Inden børnehusene fik besøg af Esther til den første workshop, var vi forbi med bogen Fru Strid, så de havde mulighed for at læse den på forhånd. Det er forfatter Mette Brahm Lauritsen, der har været så utrolig venlig at donere bøgerne.

Gennem workshopsene lærte børnene at udtrykke sig gennem dans og bevægelse. De skulle de udtrykke forskellige følelser og stemninger, der bliver fremstillet i Fru Strid. At arbejde med et æstetisk formsprog, giver børnene mulighed for at udtrykke sig på måder, de måske ikke kan med ord. At udtrykke sig fysisk og æstetisk kan give et andet syn på tingene og mulighed for at sætte sig i andres sted. Gennem denne legende metode tilegner børnene ny viden om, hvordan man gennem krop og stemme kan udtrykke stemninger og følelser, samt fortælle historier.

Efter de første tre workshops kom børnene i teatret og så Fru Strid. Vi tror på, at børns møde med scenekunsten får en ekstra dimension, når børnene samtidig får lov at afprøve nogle af forestillingens elementer på egen krop.

Vi er meget glade for, at vi har fået muligheden for at give seks børnehuse denne oplevelse gennem dette huskunstnerforløb, der er støttet af Statens Kunstfond og Center for Børn og Skole i Frederikssund Kommune.

Hvis du som medarbejder eller leder på en kommunens skoler eller institutioner vil høre mere om vores sceniske undervisningsforløb, skal du endelig bare kontakte os.